Ved du allerede, at ISO-standarder for nogen er en bibel, mens NIST CSF er toraen for andre. Og har du evnen til at forbinde teknisk og ikke-teknisk sikkerhed?
Så er du måske vores næste kollega, der sammen med os vil udfordre måden, vi tænker risikostyring på i dag.
Vi udvider nemlig flokken i IFCR og søger to nye kollegaer, der kan være med til at gennemføre større GRC-projekter:
- Security Advisor.
- Senior Security Advisor. Her forventer vi, at du har 7-8 års erfaring.
IFCR er et tværfagligt hus, der både har styr på Python scripts, den menneskelige vinkel og risikostyring. Udover vores GRC-aktiviteter har vi også kompetencer inden for offensive operations og jura, herunder databeskyttelsesret. Som konsulent får du altså mulighed for at spare med andre faglige kompetencer, som kan smitte positiv af på dine projekter og slutresultater hos kunderne.
Hvad forventer vi af dig?
Du må meget gerne være interesseret i at hægte dig på store projekter hos både offentlige og private kunder. Du har mod på at tage ansvar og udfordre vores kunder, så de altid får den bedste løsning hos os. Vi vil nemlig gerne sikre kvalitet og levere i et niveau, der er blandt de bedste i Danmark inden for vores områder.
Derudover forventer vi, at du har erfaring med:
- Enterprise Risk Management
- (Minimum en) Standarder og rammeværker, såsom ISO27001, CIS-kontroller og NIST CSF
- ISMS, PIMS eller andre ledelsessystemer
- Allerede har eller har ambitioner om at tage certificeringer som eksempelvis ISO 27001/31000 Lead Implementer og/eller Lead Auditor, CISSP, CISM, SANS 566 o.l.
Hvis du søger senior-stillingen, forventer vi yderligere, at du har erfaring med:
- NIS2 og/eller DORA
- At lave skriftlige beslutningsoplæg på direktions- og bestyrelsesniveau
- At kunne indgå som Team Lead
Hvad kan du forvente af os?
Vores ambition er at være Danmarks bedste cyberarbejdsplads. Hos IFCR har vi en firedags arbejdsuge, hvor vi arbejder fra mandag til torsdag.
Det stiller store krav til, at vi hele tiden kan møde hinanden i øjenhøjde og tage hånd om hinanden, hvis projekterne (eller livet) ikke rykker, som du synes det skal.
Vi vægter højt at blive klogere sammen. Derfor kan du forvente, at du får kollegaer, der har lyst til at nørde detaljer med dig. Derudover har vi første fredag i måneden “Value Friday”, hvor vi sammen har faglig sparring på tværs af projekter og problemstillinger, vi diskuterer i plenum.
Sidst men ikke mindst kan du forvente, at du får frihed til at løse dine projekter, men samtidig formår at indgå i et arbejdsfællesskab med dine kollegaer.
Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte Tobias Borg Petersen på tlf.: 70 209 209 eller tpe@ifcr.dk.
Du skal sende din ansøgning til job@ifcr.dk og skrive i emnefeltet, hvilken en af stillinger du søger. I din ansøgning må du gerne skrive hvorfor.