Specialist til risikostyring og beredskab til en af landets største digitaliserings- og it-afdelinger.
Vi har brug for dig, der ved, hvor vigtigt et stærkt it-beredskab er, og som kan navigere i en stor, kompleks og politisk styret organisation med både dedikation og motivation for en stærkere cyber- og informationssikkerhed til glæde for medarbejdere og patienter i sundhedssektoren.
Er det dig, så får du her et spændende, udfordrende og meningsfuldt job i Digitalisering og It, Region Midt.
Cybertruslen mod sundhedssektoren er generelt høj.
Derfor er det essentielt, at vi i Region Midtjylland har stort fokus på at analysere risici og øge vores robusthed, så vi i fremtiden i endnu højere grad proaktivt kan imødegå de trusler, vi udsættes for. Derfor er vi på udkig efter en ny kollega, som kan bidrage ind i det strategiske arbejde med Region Midtjyllands it-beredskab og dertil være med til at drive operationaliseringen af dette beredskab.
Bred vifte af opgaver og samarbejder på tværs
Som vores nye specialist i området Sikkerhed og Compliance vil du blive en del af det team, som arbejder med at modne vores it-beredskab med afsæt i ITIL og ISO 27001/2. Teamet arbejder desuden med en bred vifte af opgaver inden for informationssikkerhed, heriblandt dispensationsprocesser, retningslinjer og udarbejdelse af risikovurderinger.
Du vil få en vigtig rolle ind i it-beredskabet, og derfor er det væsentligt, at du har erfaringer inden for dette område. It-beredskabet er en del at sundhedsberedskabet, som er forankret i Præhospitalet. For at lykkes er det essentielt, at du har flair for at samarbejde på tværs af forskellige områder og fagligheder.
Afhængigt af dine kvalifikationer kan du få til opgave at:
- Bidrage til det strategiske arbejde med it-beredskabet
- Operationalisering af it-beredskabet
- Planlægning af regionale og nationale it-beredskabsøvelser
- Støtte til udfærdigelse af it-beredskabsplaner
- Bidrage ind i vores risikoregister
- Udarbejde risikovurderinger
- Evt. undervisning inden for it-beredskabsområdet
Erfaring, drive og motivation for at gøre en forskel
Vi forventer, at du har minimum tre års relevant erfaring inden for informationssikkerhedsområdet. Desuden er det væsentligt, at du har indgående kendskab til, og gerne tidligere erfaring med, ISO 27001/2, it-beredskab og risikovurderinger. Du har forventeligt en uddannelse eller relevante erfaringer/certificeringer inden for informationssikkerhed, it-sikkerhed og risikostyring.
Det er en fordel hvis du har:
- Erfaringer med it-beredskab, herunder erfaring med at planlægge og afholde beredskabsøvelser.
- Erfaring i at arbejde strategisk i en større organisation.
- Erfaring med at udarbejde risikovurderinger.
- Kendskab til risikostyringsmodeller.
- Certificering i eller kendskab til ITIL
Som person er du:
- Selvstændig og handlekraftig
- Løsningsorienteret
- Struktureret.
- Evner at se helheden og følger opgaver i mål.
- Udadvendt og har gode samarbejdsevner.
Vi tilbyder et fleksibelt og hybridt arbejdsliv med mening
Sikkerhed og Compliance er en del af stabsfunktionen Strategi og Styring i Digitalisering og It, i Region Midtjylland. Vi har fokus på at sikre klare retningslinjer inden for it-sikkerhed, som er balanceret op imod krav og regulativer fra nationalt plan og EU, samt op imod organisationens behov for udvikling og implementering af ny teknologi ud fra en risikobaseret tilgang.
Du skal bidrage til, sammen med resten af Sikkerhed og Compliance, at være en pålidelig partner for hele organisationen ved at tilbyde ekspertise, støtte og ressourcer til at identificere, analysere og afhjælpe risici samt sikre at vi overholder gældende love og standarder.
Vores tilgang til sikkerhed stiller store krav til teknologi, processer og mennesker – det handler om at samarbejde, forbedre og udfordre det eksisterende, men med forståelse for helheden.
Her får du en spændende og udfordrende stilling i en politisk styret organisation, hvor der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling. Du bliver en del at et team med en uformel omgangstone, stor faglighed og med fokus på samarbejde. Vi tilbyder fleksible rammer for at udføre dit arbejde med fokus på trivsel. I det daglige arbejde har du en bred kontaktflade i organisationen.
Er du interesseret?
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte områdeleder Ask Risom Bøge på telefon 29 33 23 25.
Send din ansøgning senest den 8. september. Vi forventer at afholde 1. samtale den 16. september og hvis du går videre til 2. samtale , må du forvente at skulle lave en personprofil.
P.S. Se lige her – vi har en anden ledig stilling i Sikkerhed og Compliance, som du måske også er interesseret i? Vækker ord som governance, risk og compliance din interesse – så er du måske den specialist, vi søger! (midtjob.dk)
Få et indblik i vores hverdag på LinkedIn.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 550 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling.
Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere.
Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.