Awareness-konsulent med fokus på cyber- og informationssikkerhed
Glæd dig til et job, hvor du får mulighed for at gøre en reel forskel for it-sikkerheds-kulturen i Energinet.
Energinet ejer og driver energiens kritiske infrastruktur og spiller en central rolle i den grønne omstilling. Et vigtigt element i at varetage denne rolle er cyber- og informationssikkerhed – og vi stiller derfor store krav til vores medarbejdere, når vi skal sikre infrastrukturen mod trusler, og være beredte, hvis uheldet er ude.
Vi har en velfungerende awareness-strategi med tilhørende awareness-programmer og -initiativer, der har givet målbare resultater.
Vi søger en erfaren awareness-konsulent, der kan føre vores tiltag fremad og medvirke til at forbedre vores sikkerhedskultur, samt sikre at medarbejderne konstant er informeret om aktuelle sikkerhedsprocedurer.
Velkommen til Business Enablement og Integrity
Som awarenss-konsulent spiller du en central rolle i at udvikle, implementere og vedligeholde awareness-programmer, der omfatter både IT- og OT-miljøer.
Du arbejder tæt sammen med forskellige teams for at sikre, at sikkerhedspraksisser og -politikker forstås og følges på tværs af organisationen.
Dine primære opgaver omfatter:
- At udvikle og implementere awareness-programmer, herunder træningsmaterialer og e-læringsmoduler, der dækker både IT- og OT-sikkerhed
- Organisere workshops, seminarer og kampagner for at øge bevidstheden om cyber- og informationssikkerhed
- Gennemføre phishing-simulationer og andre praktiske øvelser for at teste og forbedre medarbejdernes it-sikkerhedskompetencer
- Udarbejde rollebaseret træning i samarbejde med forretningen, så indsatserne altid er relevante og målrettede
- Monitorere og rapportere awareness-initiativernes effektivitet og løbende tilpasning af strategien
- Rådgive ledelsen og andre interessenter om de bedste metoder til at beskytte virksomhedens aktiver mod cyber-trusler
- Bidrage til at udarbejde politikker og procedurer, der understøtter virksomhedens sikkerhedsmål
På kontoret i Fredericia bliver du en del af afdelingen Business Enablement og Integrity, som tæller syv engagerede kolleger.
Vi har et tæt samarbejde med de to andre afdelinger i Cyber- og Informationssikkerhedsområdet - med i alt ca. 20 medarbejdere.
Du vil opleve at få god mulighed for sparring og faglig udvikling.
Erfaring med awareness-programmer
Vi forventer, at du kan sætte flueben ved flere af nedenstående færdigheder:
- Du har relevant uddannelse inden for IT, informationssikkerhed, kommunikation eller lignende
- Du har praksiserfaring som awareness-konsulent i en anden virksomhed samt erfaring med at udvikle og implementere awareness-programmer
- Du har kendskab til både OT- og IT-miljøer og de specifikke sikkerhedsudfordringer, der knytter sig til disse
- Du har erfaring med at bruge e-læringsplatforme og værktøjer til simulering af sikkerhedshændelser også ønskeligt
- Du evner at formidle komplekse sikkerhedsemner på en let og forståelig måde, til et bredt publikum på tværs af hele Energinet
- Du er godt tilpas i at præsentere cybersikkerheds-emner foran en større forsamling og kan formidle disse på en engagerende og motiverende måde
- Du er opsøgende og initiativrig i din tilgang til opgaver, som du både kan løse selvstændigt og i samarbejde med kolleger
Særlige forhold: Jobbet kræver, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse.
På PET's hjemmeside kan du læse mere om sikkerhedsgodkendelse. I enkeltstående situationer kan det være nødvendigt at foretage et baggrundstjek forud for sikkerhedsgodkendelsen.
Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?
Så ser vi frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV senest 12. september. Sæt allerede nu et par forsigtige kryds i kalenderen 17. og 18. september, hvor vi holder 1. samtale online, og 23. september, hvor vi holder 2. samtale i Fredericia.
Er du nysgerrig på din kommende leder, eller har du spørgsmål til jobbet? Se nærmere på LinkedIn eller ring til Senior Manager, Anders Jepsen på tlf. 4051 0908 eller seniorkonsulent BISO, Ellen Stensgaard Mortensen på tlf. 5177 7006.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Vi ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark for at indpasse mere vedvarende energi, opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene.
Glæd dig til at blive en del af en organisation med et meningsfuldt formål, hvor vi forsyner Danmark med el og gas, og omstiller energisystemet til grøn energi.
I en god balance mellem dine ønsker og værdien for Energinet får du stor indflydelse på hvor og hvornår du løser dine arbejdsopgaver. Læs mere om vores fleksible medarbejderfordele , der også inkluderer en aktiv personaleforening, en attraktiv forældrepakke, hjemmearbejdsplads og -udstyr, seniorordning mv.